“Hvis jeg kunne, ville jeg redde hele verden”

I 2006 rejse Ann Karstoft for første gang til Botswana i det sydlige Afrika. Det var lige efter, hun var blevet færdig på pædagogseminariet, og der skulle ske noget. Hun befandt sig i hovedstaden Gaborone, da hun hørte om en SOS børneby i den lille by Tlokweng få kilometer væk og besluttede sig for at besøge den.


“Jeg så, hvor godt det fungerede. Jeg så glade børn, som havde det godt, og jeg fik øjnene op for ideen om, at forældreløse børn fik en ny mor til at passe på dem,” siger hun.


Tilbage i Danmark blev Ann straks engageret i SOS Børnebyernes arbejde. I dag er hun formand for SOS-lokalgruppen i Vejen og en del af hovedbestyrelsen i organisationen.
“Andre folks ve og vel betyder meget for mig. Hvis jeg kunne, ville jeg redde hele verden. Det kan jeg ikke, men jeg kan gøre noget,” siger Ann.


Udover at stå for arrangementer i forbindelse med indsamlinger har Ann Karstoft deltaget i Ecco Walkathon flere gange. Ved at deltage i Walkathon kan alle gøre en forskel, mener hun.


“Her mærker man selv, at man gør noget aktivt. Hvis man ikke har råd til at betale et par hundrede kroner om måneden for et fadderbarn, så kan man hjælpe på den her måde i stedet. Her kan alle være med, og det nytter. Pengene ryger et godt sted hen, hvor de gør en forskel for nogle mennesker,” siger hun.


Siden sin første rejse til Botswana i 2006, har Ann Karstoft besøgt landet tre gange, og planen er, at hun sammen med sin mand og to børn på henholdsvis to og tre år skal af sted igen i julen 2016. De har nemlig et otteårigt fadderbarn i Tlokweng, som de gerne vil besøge.


“Indtil nu har vi ikke haft meget kontakt med hende, fordi hun først skulle have en alder, hvor hun selv kunne skrive breve til os. Men vi ved, at hun kan lide at tegne og male, og hun elsker musik”.


For Ann Karstoft betyder det meget, at hun kan vise sine børn, at ikke alle børn har samme forhold som danske børn.


“Mine børn er selvfølgelig ikke så gamle endnu, og der er mange ting, jeg skåner dem fra at vide, men de ved, at vores fadderbarn ikke har sine egne forældre, så hun bor et sted, hvor hun har fået en ny familie. Det er okay, at de ved, at der er nogen, som har det svært. Jeg glæder mig til at tage dem med til landet. Til at de skal opleve bushen, træerne, varmen og en helt anden kultur”.