Frydendal Ismejeri står med en finale-is
1864-isen hedder den specielle is, som Frydendal Ismejeri i Dybbøl nu er kommet i finalen med ved Sallings Fødevarepris 2015
"Vores 1864-is udviklede vi egentlig sidste år, men det var først i år, jeg lidt tilfældigt hørte om Sallings Fødevarepris, og det var endda kun et par dage før sidste tilmeldingsfrist," smiler Peter Philipsen fra Frydendal Ismejeri i Dybbøl.
Men med kom den, og den nærmest spurtede direkte i finalen.
1864-isen er lavet på en flødeis af mælk fra Frydendals 132 køer. I isen er der rørt 'blod' i form af jordbær swirl og kanonkugler i form af chokolade vaffelkugler.
Stor prøvesmagning i Århus
Konkurrencen startede med de første smagninger den 19. august og den 5. september. Af alle de produkter, der var tilmeldt, blev de 24 bedste herefter sendt videre til semifinalen, som blev holdt fredag den 25. september i varehuset Salling i Århus.
"Den fredag var vi i Salling med vores isvogn og delte ud af 1864-isen fra klokken 13 til 18, så kunderne kunne smage den. Der gives nemlig også en pris til det produkt, som kunderne synes skal vinde. Derudover fik dommerne igen lov til at smage alle 24 nominerede produkter, og de gav så point for smag og historie med mere," forklarer Peter Philipsen.
Et slag i form af en is
"Vi synes selv, at vi har et fantastisk produkt, som har en fantastisk smag og bestemt en god historie. For isen er jo lavet i forbindelse med markeringen af 150 året for krigen på Dybbøl Banke. Da vores gård kun ligger et par kilometer fra Banken, har den været en del af historien, så det var oplagt at lave en 1864 is," fortæller Peter Philipsen.
Dommerne var da heller ikke sene til at sende isen videre til finalen, som bliver holdt på onsdag den 7. oktober i Salling Århus.
Hård konkurrence
Det er dog nogle 'skrappe drenge', som 1864-isen er oppe mod i finalen. Blandt de mejeri-produkter, der er med i opløbet, er f.eks. en Castello-ost fra Arla, en havtorn is med rålakrids fra Kastberg Is og en skyr is fra Öskyr.
Blandt de 16 finalister finder man også andre typer fødevarer som f.eks. syltede hyben, æblesmør, sort dessert øl, chilieddike samt bøgerøget hjorteinderlår og lufttørret grisenakke.
Forventer ikke noget
"Vi har valgt ikke at forvente noget, for så bliver vi ikke skuffede. Og så bliver glæden jo også ekstra stor, hvis vi skulle gå hen og vinde," smiler Peter Philipsen, som dog glæder sig over fin respons fra publikum ved semifinalen i Salling.
"Der var mange, som udfyldte deres stemmeseddel ved vores bod og fortalte, at de stemte på os. Det er vi selvfølgelig glade for," smiler Dybbøls - endnu - ukronede is-mand.
Publikumsprisen er på 10.000 kroner, og over 1.200 gæster har afgivet deres stemme. Hvem publikumsfavoritten bliver afsløres først ved finalen, hvor dagens konferencier er Timm Vladimir, som vil guide producenter og gæster igennem dagen, der byder på finalesmagning og møde med producenterne.
I det otte mand store og kompetente dommerpanel sidder blandt andre tv-kokken fra DR2, Anne Hjernøe. Om hun og de andre dommere ender med at finde en vinder på Dybbøl Banke vil vise sig ...