Fortsæt til indhold

På fredag løber Fredericia Shoppings nye høstfest af stabelen

Høstfesten skal være en ny tradition

Arkiv
Peter Friis Autzen

På fredag vil der være halm og handel i Fredericias gader. Den 2. oktober indstifter Fredericia Shopping nemlig en ny tradition: Høstfest.
“Jeg glæder mig,” siger by- og eventkoordinator Lene H. Bach fra Business Fredericia.
Høstfesten er på sin vis hendes svendestykke.
“Det er i hvert fald det første store arrangement, jeg selv har stået for, siden jeg tiltrådte,” siger hun.
Premierefornemmelsen giver hende lidt sommerfugle i maven.
“Jeg er spændt, men ikke rigtig nervøs. Og jeg har en rigtig god mavefornemmelse,” siger hun og henviser til, at høstfestens program bugner af oplevelser for både store og små.
“Det er tanken, at vi fremover holder høstfest den første fredag i oktober hvert år. Der vil selvfølgelig være ting at forbedre på efter opstarten. Men jeg synes, at premiere-programmet ser rigtig godt ud. Jeg håber, at fredericianerne og butikkerne er enige med mig,” siger Lene Bach.

Fugleskræmsler og hygge

Selvom Fredericia midtby ikke ligefrem er landbrugsområde, vil gaderne summe af landlig idyl, lover Lene Bach.
“Der vil være ponyridning, halmballer, gamle traktorer, dyr at klappe, æblemosteri og så videre. Om morgenen høster skolerne en del af byhaverbe på J. B. Nielsens Plads. Og Proaktiv kommer med 20 gammeldags fugleskræmsler,” siger hun.
Man kan også få lov at opleve en gammeldags smag af høst.
“Der bliver mulighed for at smage blandt andet grøntsagssuppe og roestænger,” siger Lene Bach.
En del af programmet er stablet på benene i samarbejde med Kringsminde for at sikre den historiske og gammeldags fornemmelse
“Det bliver i det hele taget en dufte-, smage-, lytte-dag. Marias Køkken kommer og laver mad på et udekøkken, som jo også bidrager til høstfornemmelsen og oplevelsen af lokale råvarer,” siger by- og eventkoordinatoren.

Fredericia er fin

På det musikalske program står blandt andre duoen Lasse & Mathilde. De udgav deres seneste cd, Verden Venter, i 2013 og fik i den forbindelse ros af anmelderne. De spiller klokken 17:30.
Countrysangeren Thopper spiller klokken 19.

Se hele programmet på Fredericia Shoppings hjemmeside og facebook.