Fortsæt til indhold

Bh'er pyntede i metermål

Lørdag trak Esbjerg i damelingeri i anledning af Lyserød Lørdag

Arkiv
Louise Ritter

Gik man i tur i Kongensgade lørdag, så er det helt sikkert ikke gået en forbi, at der netop den dag var lyserød fokus på bryster. Over gaden svævede bh'er i massevis - ja, faktisk i kilometer mål.
“Vi målte guirlanden til cirka 1.400 meter,” fortæller Aage Andersen, kasserer i Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Esbjerg.
Det er blot anden gang, at Kræftens Bekæmpelse sammen med Esbjerg City pynter Kongensgade med bh'er. Sidste år var guirlanden blot 370 meter, så der er altså sket noget i år. I følge Aage Andersen tog det sidste år seks damer fem timer at sætte den kortere guirlande sammen, men i år har taktikken været en anden.
“Jeg ved ikke præcis, hvor meget tid der er brugt, men jeg ved, at damerne allerede startede forberedelserne i efteråret, hvor de hæftede bh'er sammen i 20 meter lange stykker, så selv om den var noget i længere i år, var den alligevel lettere at håndtere,” siger Aage Andersen, der forsikrer, at guirlanden er lagt på lager til næste år. For det er næppe nogen tvivl om, at succesen skal gentages.
“Alene i vores bod solgte vi lodder for 9.000-10.000 kroner. Sidste år samlede vi godt 50.000 kroner ind sammen med Esbjerg City, og jeg kan ikke forestille mig, at det bliver mindre i år, men det skal lige gøres op,” siger kasseren.

Hele city var klædt i lyserødt og damelingeri. Også toget Futte.