Mit ønskejob
Politigården har med Anne Tønnes fået en kender af kredsen som leder
Midt- og Vestsjællands Politi har siden 1. august haft Anne B. S. Tønnes som leder. Hun afløste kredsens første politidirektør Anders Linnet på posten. Jobbet er nyt for hende, men hun kender kredsen og politigården godt. - Jeg var med til at etablere kredsen efter, at politireformen var vedtaget, siger Anne Tønnes, der før reformen var politimester i Holbæk, og jeg var fik stillingen som først vicepolitidirektør og senere stabschef i Midt- og Vestsjællands Politi. - Det var en spændende og udfordrende opgave at få det hele til at passe sammen. Alle kom jo med forskellige kulturer, så det var udfordrende at samle det til en ny kreds, siger Anne Tønnes. I 2007, hvor politikredsen blev en realitet, var hovedkvarteret i den gamle politigård i Kornerups Vænge. Det var en gammel nedslidt bygning, og Justitsministeriet havde allerede før politireformen givet grønt lys for byggeriet af en ny politigård i Roskilde. - Så jeg har været med i hele fasen fra de første møder med arkitekterne til vi kunne indvi bygningen, siger Anne Tønnes. - Det er en dejlig og moderne bygning vi har fået. Anne Tønnes blev i Roskilde til 2013, dog med en afstikker til Rigspolitiet, hvor hun var med til at samle en lang række administrative opgaver på tværs af politikredsene. I 2013 rykkede hun til Københavns Politi, hvor hun havde fået jobbet som vicepolitidirektør. - Da stillingen som politidirektør for Midt- og Vestsjællands Politi blev slået op søgte jeg den og fik den, siger Anne Tønnes. - Det er min drømmestilling. For jeg har et særligt forhold til kredsen, som jeg selv har været med til at skabe. - Kredsen byder på lidt af det hele. Her er land, by og relationer til storbyen. Det giver forskelligheder i forhold til de opgaver, der skal løses. - Samtidig vidste jeg, at kredsen har mange dygtige og engagerede medarbejdere og ledere. Dem vil jeg gerne stå i spidsen for og skabe gode resultater sammen med. - Det er da også en god og veldreven kreds, jeg har overtaget, siger Anne Tønnes.
God by
Privat bor Anne Tønnes på Frederiksberg, men Roskilde og omegn trækker også politidirektøren i fritiden. - Roskilde er en by, jeg bruger i fritiden. Min familie og jeg kommer ofte, da min datter er glad for at shoppe eller vi er på tur til Bognæs. - Byen har også sin egen identitet, og den er ikke bare en forstad til København. Den har en spændende historie og ligger i et smukt område. Anne Tønnes er opmærksom på samarbejdet med de lokale myndigheder og lokale foreninger og kulturlivet. - Da jeg havde fået stillingen, inviterede jeg mig selv på kaffe hos politikredsens borgmestre, så jeg kunne høre om, hvad der sker i de forskellige kommuner og hvilke forventninger, de har til politiet, siger Anne Tønnes. - Vi skal i højere grad se på lokalsamfundet som en ressource og erkende, at vi ved at samarbejde kan skabe bedre resultater. - Vi skal udnytte lokalsamfundet bedre. Vi skal lytte mere og hele tiden være i dialog med vores omgivelser. - Midt- og Vestsjællands Politi skal være en politikreds med fingeren på pulsen og i takt med tiden. Det tror jeg først og fremmest, at vi bliver, hvis vi samarbejder og er dialog med lokalsamfundet, siger Anne Tønnes. jp@roskildeavis.dk