Fortsæt til indhold

Skolebørn gøs ved møde med spanksrøret

Børn fra Sønder Otting Skoles børnehaveklasser besøgte Historisk Arkiv

Arkiv
Mette Henriksen

Børn brød spontant ud i sang som vægtere i gamle dage, og de gøs til beretninger om skolegang med spanksrør og anden fysisk afstraffelse.
Det skete forleden på Historisk Arkiv for Haderslev Kommune, da 48 børn fra Sønder Otting Skoles børnehaveklasser var inviteret til arkivets læsesal på Kulturhus Bispen i Haderslev.
Arkivet havde i forbindelse med Kulturfestivalen inviteret eleverne og deres lærere på arkivets læsesal på Bispen, og her fik de den levende historie fortalt af fortæller Bente Christensen, der i dagens anledning, ifølge sin fortælling, var sprunget ud af en arkiv-æske som skolefrøkenen Frk. Christensen fra for hundrede år siden. Hun var da lærer på Louiseskolen, mens hendes bror i fortællingen havde en skoledag med kæft, trit og retning på Hertug Hans Skolen.
Eleverne var også på gå-tur i byens gamle gader under kyndig vejledning af Haderslev Vægterlaug. Her blev der sunget vægtersang, fortalt om hvor farlig ild er, og hvordan byens borgere boede i gamle dage.
Til sidst blev børn og voksne bespist af Bispens Cafe og Kiwi Supermarked Erlev Bjerge, og fik samtidig fortalt om tre gamle fotos med børn i skole som motiver, som eleverne fik med hjem som postkort.
Klasserne fik også Hertug Hans Skoles 100 års jubilæumsbog fra 2010, der er udgivet sammen med Historisk Arkiv, med hjem, så de kan høre mere om skolen og børn 'i gamle dage' i Haderslev.