Als Revyen vil have flere med
Arbejdet med Als Revyen 2016 er ved at starte op, og der er plads til flere på holdet
I disse dage starter den spændende proces, der skal blive til den 8. Als Revy som opføres anden weekend i marts næste år.
Et team på cirka 45 frivillige står bag revyen, men hen ad vejen sker der lidt udskiftninger, og der opstår områder, som kræver mere indsats. Man vil bl.a. gerne have styrket PR arbejdet og kan derfor bruge frivillige, som har erfaring og interesse for PR arbejdet og det vil sige presse, hjemmeside, Facebook med mere.
Tekstarbejdet skal være med til at skabe en alsidig revy, og hvis nogen har lyst til at skrive tekster, så er der plads i tekstforfattergruppen. Ligger man inde med en tekst, som kunne passe til revyen, vil man meget gerne kigge på den.
Det ser også ud til, at der kommer til at mangle et par aktører – 'en af hver' - så kan man spille skuespil, synge og har lyst og interesse for at spille revy, så er Als Revyen en spændende udfordring. Der holdes en lille uformel audition i oktober måned, så kontakt gerne revyen hurtigst muligt.
Als Revyen er Sønderborgområdets store lokale amatørrevy, der opføres i Kultursalen i Augustenborghallerne. Sidste år havde man et rekord stort publikum på 1.000.
Als Revyen blev til i forbindelse med kommunesammenlægningen. Man skal nu i gang med den 8. Als Revy, men revyen er en efterfølger for Augustenborg Revyen, som sluttede med 40 års jubilæum. Se mere om revyen på alsrevyen.dk. Als Revyen er en aktivitet i Midtals Idrætsforening.
Er der et job der frister, så kontakt Als Revyens formand og instruktør, Peter Buhl på mobil: 2163 0817 eller mail: post@alsrevyen.dk.