Fortsæt til indhold

Nu skal der to point på kontoen

SønderjyskE jagter sæsonens første hjemmesejr mod Skive på lørdag

Arkiv
Mikkel Hansen

optakt SønderjyskE har ikke hentet en sejr i Broager Sparekasse Skansen i sæsonens første tre hjemmekamp.
Det skal der laves om på lørdag, når ligaens bundprop Skive kommer på besøg.
SønderjyskE-træner Morten Henriksen er godt klar over, at mange forventer en klar sejr over bundholdet.
"Men jeg kan lige så godt advare publikum: Det bliver ikke nogen let kamp, for der findes nemlig ikke nogen lette kampe i håndboldligaen. Alle kan slå alle, og det jo noget af det fantastiske ved ligaen," siger SønderjyskE-træneren og fortsætter:
"Vi skal være bevidste om, hvad vil skal individuelt og som hold. Vi skal holde fokus på os selv og det håndboldfagligt og ikke på, at vi spiller mod et bundhold. Hvis vi ikke er skarpe, bliver det svært. Hvis vi omvendt lykkes med vores ting, så skal Skive altså spille virkeligt godt for at få point med fra Skansen."
Skive blev allerede før sæson udråbt til nedrykningsfavoritter, og holdets chancer blev yderligt forværret på grund af skader.
Andreas Toudahl og Mads Øris Nielsen, der blev hentet til klubben som de største profiler, har nemlig begge været skadet indtil nu.
Blandt holdets øvrige profiler er venstre backen Michael Pedersen, der er hentet i Skanderborg og den hurtige bagspiller Nikolaj Jensen.