Fortsæt til indhold

Esbjergs venlighed falder

Ifølge Dansk Byggeri er det blevet sværere at drive erhverv i Esbjerg

Arkiv
Louise Ritter

I næste uge løfter Dansk Industri sløret for en ny stor undersøgelse af det lokale erhvervsklima i 96 af landets kommuner. Sidste år placerede Esbjerg sig på en hæderlig 9. plads. Om topplaceringen forbliver intakt må tiden vise, men i juli raslede Esbjerg Kommune ned ad i ranglisten, da Dansk Byggeri offentliggjorde listen over de mest erhvervsvenlige danske kommuner. Fra en placering som nummer 22 i 2014 er kommunen dumpet ned i midterfeltet som nummer 51. Kun syv kommuner - heriblandt Fanø er faldet flere pladser ned end Esbjerg.
Analysen udarbejdes af Dansk Byggeri en gang om året, og landets 98 kommuner vurderes ud fra 29 forskellige parametre, der tæller alt fra ventetider på byggetilladelser over kædeansvar til størrelsen på diverse afgifter og skatter.
Særligt på punkterne “udbudspolitik” og gebyrstørrelsen på byggesagsbehandling falder Esbjerg Kommune igennem. På bare et år er Esbjerg gået fra en 30. plads til en plads som nummer 95, når det gælder gebyrer for behandling af for eksempel en byggeansøgning. Esbjerg Kommune tager 808 kroner i timen for den slags sagsbehandling, mens 21 andre kommuner gør det gratis.
Lokalavisen Esbjerg har naturligvis forsøgt at få en kommentar til det drastiske fald i Esbjerg Kommunes erhvervsvenlighed fra Esbjerg Erhvervsudvikling, men uden held. Den nytiltrådte erhvervschef, Karsten Rieder, kender ikke til Dansk Byggeris store undersøgelse og henviser til direktør Tom L. Nielsen, men trods flere henvendelser er han ikke vendt tilbage.