Fortsæt til indhold

Niels Witten udstiller i Kulhuse Kultur og Medborgerhus

Arkiv
Arkiv

Den anerkendte kunstmaler Niels Witten (witten.dk) er lørdag d. 17. oktober udstillingsaktuel i Kulhuse kultur og medborgerhus, Gl. Kulhusevej 149, 3630 Jægerspris, hvor der samtidig inviteres til fernisering for alle interesserede.
Niels Witten debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1984, og har siden haft en omfattende udstillingsaktivitet, bl.a. på Nationalmuseet. Stilen er naturalistisk og kendetegnet ved stor detaljerigdom. Med en nærmest hyperrealistisk tilgang, har Niels således arbejdet intenst med portrætmaleriet og portrætteret flere borgmestre samt adelige.
den aktuelle udstilling rummer imidlertid flere natur- og hverdagsskildringer end portrætter. Malerierne kan ved første øjekast synes som umiddelbare, lettilgængelige motiver. Kigger man nærmere efter, vil man imidlertid kunne finde eksistentielle undertoner, der tager afsæt i vores store, fælles kulturarv. Således kan man på udstillingen se H.C. Andersen foran et af Roms mange springvand, flankeret af tegneseriefigurerne Asterix og Obelix.
Hvorfor står de nu dér? Rom besøges hvert år af mange hundredetusinde turister, nogle mere kulturinteresserede end andre, men hvorfor besøger de et af Roms springvand? Er det for at få 15 minutters letfordøjelig underholdning, er det fordi de andre gør det, eller er det for at iagttage arkitekturen, mærke historiens vingesus? Er alle dele muligt? Som beskuer kan man spørge sig selv; hvorfor ser jeg på maleriet? På den måde har mange af Niels Wittens malerier en filosofisk overbygning; beskueren, der betragter figurerne.
Niels Witten formår således, med den aktuelle udstilling, at favne bredt over skaren af kunstinteresserede, i et spektrum af velkendte ikoner og historiske referencer. Man kan tage værkerne for hvad de umiddelbart forestiller, eller man kan lade sig falde ind i dem, gå på opdagelse - ligesom H.C. Andersen vist nok gjorde i Rom.