Særlig opvaskebalje sættes under lup
Netværksforeningen HAU vil udbrede kendskabet til design og inviterer alle interesserede til en designtalk
Hvorfor er det lige gummiopvaskebaljen fra det danske brand Normann Copenhagen og ikke opvaskebaljen fra Netto, som er blevet et designikon?
Det forsøger HAU, der er en netværksforening for designstudierne i Kolding, at undersøge ved en designtalk, som alle koldingborgere med et bankende designhjerte er velkomne til at deltage i. Her vil forsker Hans Christian Jensen fra SDU stå i spidsen for snakken mellem designeren bag opvaskebaljen, Ole Jensen, Lars Dybdahl, der er forfatter til bogen '101 danske designikoner' og ejeren af brandet Normann Copenhagen, Poul Madsen.
“Vi er nok mange, som ofte åbner et Bo Bedre-magasin og som kender mange af designikonerne. Vi synes, det kunne være spændende at se bag om ikonerne og finde ud af, hvad der gør specifikke designs populære. Om man ved det, når man som designer har skabt et ikon, og hvad det betyder for en virksomhed at opnå ikonstatus for et af sine produkter. Ved at diskutere det, håber vi, at vi kan nuancere vores syn på design,” fortæller Kristine Irene Jensen, formand for HAU.
Hun var med til at stifte HAU for to år siden. Formålet er både at bygge bro og dele viden mellem virksomheder, studerende og dimittender, men det er også at fremme kendskabet til designuddannelserne på SDU.
“Vi vil gerne være med til at synliggøre, hvad design er og kan. Og så vil vi gerne se, hvad der kan opstå, hvis vi deler den viden med omverdenen. Vi laver både workshops hos virksomheder og forskellige kurser for vores medlemmer, men det er også vigtigt for os at åbne op for andre designinteresserede, der ikke er tilknyttet universitetet. Det forsøger vi med designtalken”.
Arrangementet finder sted den 23. oktober. Klokken 16.30 er der kage og fejring af foreningens toårs fødselsdag. Klokken 17 starter designtalken, og arrangementet, der forventes at være slut klokken 18.30, afholdes på Syddansk Universitet i Kolding. Det er gratis at deltage.