Sidste chance for at afgive din stemme
Hvem skal kåres til Årets Idrætsnavn og Årets Foreningsleder 2015 ...?
IDRÆTSPRISER: Det er nu ved at være sidste udkald for at komme med kandidater til de to lokale idrætspriser "Årets Foreningsleder" og "Årets Idrætsnavn" i Køge kommune.
Indstillingerne til Årets Idrætsnavn" og "Årets Foreningsleder" sker i samarbejde mellem en række lokale pengeinstitutter, nemlig Danske Bank, Handelsbanken, Jyske Bank, Nordea, Nykredit, Sjællandske Bank, Spar Nord og Sydbank samt Køge Handelsstandsforening, Køge kommune og Køge Medie Center.
Du kan indstille dit/dine emner til disse to priser ved at indsende de to skemaer, som du finder på sportssiderne her i avisen i denne uge. Send dine forslag til Lørdags-Avisen, Galoche Allé 16, 4600 Køge.
Mærk kuverten "Årets Idrætsnavne". Det er tilladt at indstille flere navne i hver kategori.
Du kan også sende os dit/dine forslag ved at benytte linket "Giv os et tip" på Lørdagsavisen.dk - eller maile dine forslag til redaktion@kmc-as.dk - skriv "Idrætsnavne" under emne.
Bemærk, at der ikke kan gives indstillinger til personer fra nærmeste familie.
Sidste frist
Kandidater til de to priser kan indstilles frem til og med mandag den 26. oktober kl. 12.00.
Et panel bestående af borgmester Flemming Christensen, kulturudvalgsformand Anette Simoni, repræsentanter fra de medvirkende pengeinstitutter, Køge Handelsstandsforening og Køge Medie Center vil ud fra de indstillinger der er modtaget udpege de to prismodtagere, som vil blive hyldet i forbindelse med Køge kommunes årlige traditionsrige fejring af de mange idrætsudøvere der i årets løb har vundet mesterskaber og medaljer. Denne festlige begivenhed finder i år sted tirsdag den 8. december.
De to priser er på hver 7.500 kroner. Klubben/foreningen, hvor årets idrætsnavn samt leder/træner kommer fra, modtager ligeledes kr. 7.500 kr.
Sker det at en idrætsudøver hædres selvom vedkommende har valgt at slå sine folder i en anden klub udenfor Køge kommune, tildeles vedkommendes seneste klub i Køge kommune beløbet på kr. 7.500.
Vi glæder os til at modtage din/dine indstillinger til de to idrætspriser i Køge kommune.