Jeg er fortrøstningsfuld omkring fyrede SPX-ansatte
Både borgmester Jørn Pedersen og Business Kolding tror, at de fyrede arbejdere fra SPX hurtigt kommer i nye job
Det er trist, at en af Koldings gamle virksomheder SPX Flow Technology lukker produktionen i byen, men det er ikke en katastrofe. Sådan lyder det fra Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).
“Når virksomheder overtages af udenlandske kapitalfonde og ikke længere er lokalt forankrede, så er det desværre det, der kan ske. Det er trist, men når det er sagt, så er det heldigt, at vi er stærke i netop denne branche, så kommunen sammen med Business Kolding hurtigst muligt får de her mennesker videre og bevarer dem som god arbejdskraft i kommunen. Med den vækst vi har i erhvervslivet og den lave arbejdsløshed, så er jeg meget fortrøstningsfuld,” lyder det fra borgmesteren.
Sådan lyder det også fra erhversfremmeorganisationen Business Koldings direktør Tommy Langhoff.
“Jeg er optimistisk, for der er masser af virksomheder, der går og mangler denne type produktionsorienterede medarbejdere. Både de faglærte og ufaglærte. Vi har bunker af produktionsvirksomheder i området, og en del steder ser vi tegn på små flaskehalse, så jeg tror, at virksomhederne og de ledige finder hinanden uden nogen særlig indsats,” siger han og fortsætter:
“Jeg ved, at for eksempel 3F har meget lav ledighed, og der bliver hele tiden skabt nye jobs i vores erhvervsliv. Men bliver der behov for det, så vil vi som altid gerne hjælpe jobcentrene i processen”.