Godt samarbejde med 3 borgmestre
Tidligere kommunaldirektør Gert Hovald fylder 70 og glæder sig over Roskildes gode udvikling
- Jeg nåede at have et fint samarbejde med hele tre borgmestre, Henrik Christiansen, Jette Kristensen og Bjørn Dahl, gennem de næsten 18 år som kommunaldirektør. Sådan fortæller Gert Hovald, der nu fylder 70 år den 11. oktober, mens han glæder sig over den gode udvikling i Roskilde, som han selv har været en aktiv deltager i. - Faktisk havde jeg ikke drømt om at komme tilbage til barndomsbyen og arbejde her. Men da jobbet som kommunaldirektør blev ledigt, fik jeg alligevel lyst til at søge, fordi det fagligt er mere alsidigt og udfordrende end at være socialdirektør, som jeg var på det tidspunkt i Fredensborg. - Men efter at være kommet i gang har jeg nu aldrig fortrudt et øjeblik, og Roskilde er jo en dejlig by at leve i. Den var temmelig forandret i de 20 år, jeg havde været væk, men dengang i 1989, virkede den også lidt ’bedaget’.
Gang i Roskilde
Da Gert Hovald kom til som kommunaldirektør i 1989, var Henrik Christiansen (S) borgmester og havde som overordnet mål at få ’gang i Roskilde’. - Vi stod i en meget trængt økonomisk situation, men han valgte en politik med at ekspandere sig ud af problemerne ved at få gennemført nogle store projekter, der også kunne give jobs og indtægter. Eksempelvis stationscentret, den nye havn og hele bydelen med en station ved Trekroner. - I virkeligheden minder det lidt om, hvad Joy Mogensen og byrådet nu gør i dag, men dengang var den økonomiske situation nu værre, mener Gert Hovald. - Jeg blev hentet til Roskilde, fordi jeg skulle være med til at finde på nye og ’kreative løsninger’, men på det område mødte jeg nu min overmand i borgmesteren. Af og til måtte jeg sige til ham, at nu skulle vi lige ’klappe hesten’, for ellers kunne kommunens ansatte ikke følge med og få det gennemført i virkeligheden. - Men det var i de år, at grundlaget blev skabt for den større og mere velhavende by, som vi kender i dag, mener Gert Hovald.
Tid til at gå
Da Henrik Christiansen døde i november 2000, blev han efterfulgt af partifællen Jette Kristensen, som dog kun nåede et år på posten indtil næste valg, da Venstres Bjørn Dahl fik flertal. - Han fortsatte og fuldendte mange af de ting, der var besluttet og startet tidligere, fortæller Gert Hovald. Da sammenlægningen af kommuner, hvor Ramsø og Gundsø havde stemt for at slutte sig til Roskilde, var gennemført, gik Hovald af i 2007. - Jeg kunne alligevel kun have fortsat i kort tid, og samtidig ønskede Gundsø, at stor-kommunen fik en frisk start med nye folk. - Desuden havde jeg lovet min kone Renate, at nu skulle vi have mere tid til at opleve noget sammen, efter at jeg i så mange år havde haft et krævende chefjob, hvor der ikke er nogen øvre grænse for arbejdstiden.
Tid til fordybelse
Gennem efterhånden mange år har de to rejst rundt i Europa i 3-4 måneder om året og blandt andet besøgt hendes familie i Karlsruhe. Først var det med camping-vogn, men nu foregår det i en autocamper, som Hovald er meget begejstret for. - På den måde kan vi tage hverdagens dejlige rutiner med på turen, så vi både læser avis på nettet og har bøger samt musik med. Samtidig med at vi let kan flytte os fra det ene sted til det andet. - Så bliver det ikke et skift mellem hjemlig hygge og en ferie-tur, hvor man skal nå at opleve så meget som muligt, før man atter tager tilbage. De har netop været på en stor tur til Sydtyskland samt Alsace, og nu overvejer de en endnu længere tur til Syditalien. - Tidligere gik det i overført betydning af sted med 180 i timen, men nu triller vi med 50-60 og har tid til at nyde omgivelser og det hele undervejs. Gert Hovald følger stadig nøje med i, hvordan det går i Roskilde, men har besluttet sig til ikke gøre sig klog på, hvad hans efterfølgere skal gøre nu.