Flest læsere af Roskilde Avis
Klar føring med Søndagsavisen og Paperboy på de efterfølgende pladser, viser undersøgelse
Roskilde Avis har langt de fleste læsere i det lokale område. Derefter kommer Søndagsavisen foran den nye Paperboy på sidstepladsen. Tallene fremgår af en stor ny undersøgelse, hvor Gallup i slutningen af september har spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen i Roskilde-området om, hvad de synes om de tre aviser, der deles gratis ud til alle husstande, som ønsker at modtage dem. Undersøgelsen er gennemført i to forskellige områder for at få et korrekt grundlag for sammenligningen. Dels i det store udgivelses-område, hvor både Roskilde Avis og Søndagsavisen udkommer. Det omfatter Roskilde og Lejre kommuner, plus Tune, Havdrup og Borup. Dels alene i Roskilde kommune, da Paperboy kun udkommer i dette område. I begge tilfælde har tirsdagsudgaven af Roskilde Avis (RA midtuge) flest læsere, foran fredags-udgaven (RA Weekend). Derefter kommer Søndagsavisen og til sidst Paperboy.
Flere unge læsere
Tendensen er den samme i de øvrige svar, også ved sammenligningen alene i Roskilde kommune, hvor alle tre aviser omdeles. Når det gælder læsetiden er gennemsnittet for lokale ugeaviser 5 minutter og 44 sekunder i hele landet. Her ligger RA Weekend næsten dobbelt så højt med en gennemsnitlig læsetid på 11 minutter og 15 sekunder, hvilket også er 25 procent højere end Paperboy. Blandt den vigtige gruppe af unge læsere i alderen 15-29 år klarer Roskilde Avis Weekend sig bedst sammen med Søndagsavisen. Her bruger denne gruppe i Roskilde kommune gennemsnitligt 7 minutter og 50 sekunder. For Paperboy tager det 2 minutter og 50 sekunder. Roskilde Avis har tre gange så mange unge læsere som Paperboy. Gallup har også undersøgt den gennemsnitlige alder for læserne af de fire omdelte aviser i Roskilde kommune. Den er mindst for Roskilde Avis Weekend med 55,35 år, mens Paperboy her ligger højst med en gennemsnitsalder på 58,41.
Højere kvalitet
Læserne giver desuden en vurdering af kvaliteten i de fire aviser, der omdeles hver uge Her er Roskilde Avis Midt uge bedst, idet 80 procent siger, at den er god eller meget god. For Roskilde Avis Weekend er tallet 76, mens Søndagsavisen opnår 65. Når det gælder Paperboy, mener 55 procent, at den er god eller meget god.
Kontakt til læserne
Undersøgelsens resultater er vigtige for alle foreninger, politikere eller andre beslutningstagere, der ønsker at få informationer om deres aktiviteter eller beslutninger ud til læserne i Roskilde-området. For annoncører har det tilsvarende stor betydning, at de nu kan se, hvor mange læsere og dermed mulige kunder, som de kommer i kontakt med ved at markedsføre sig det ene eller andet sted.