Hun hedder Clara
Fredericia-borgmesterens hustru fødte parrets første barn i fredags
Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S) er blevet far til en pige. Hun skal hedde Clara.
Bjerregaards hustru, Lotte Cederskjold Engsig-Karup, gik næsten to uger over tid i sin graviditet, inden hun i fredags fødte.
I tiden mellem terminen og fødslen gik borgmesteren utålmodigt rundt med en altid tændt mobiltelefon.
"Allerede for længe siden indrettede jeg min arbejdskalender. I den sidste tid har jeg arbejdet på nedsat tid, så jeg kunne være klar, når det hele gik i gang," siger Jacob Bjerregaard.
Det er hans plan at holde helt fri i de første dage, hvorefter han vender tilbage til arbejdet på borgmesterkontoret.
"Men en gang til foråret, når det kan passe ind, tager jeg en egentlig orlov. Jeg har ladet mig fortæller, at man som far får mest ud af tage orloven efter lidt tid. Vi har ikke endnu besluttet, hvordan vil vil bruge orloven. Men det bliver i hvert fald noget med at fokusere helt på at være sammen," siger Jacob Bjerregaad.
Lykkelige forældre
Jacob Bjerregaard skriver på sin facebook-profil om oplevelsen.
"Det største øjeblik i mit liv indtraf i fredags, da vores dejlige datter kom ud til os. Hun er så perfekt, at der formentlig er dem, der vil betvivle mit faderskab. Men den skulle være god nok ifølge Lotte. Verdens sejeste kvinde, der tappert stod igennem smerterne og på flotteste vis sendte Clara ud i vores arme. Lotte har det godt og optræder allerede suverænt i rollen som mor. Man mærker tydeligt, at mine to dejlige piger har hygget sig de sidste ni måneder og glædet sig til at se hinanden 'live'. Nu har de inkluderet mig i deres skønne fællesskab. Og der er intet sted på planeten, hvor jeg hellere vil være, end midt i den kærlighed, der omkranser vores lille familie."