Gourmet-mad på museet
Kendt kokkepar fra Rørvig har åbnet nyt spisehus i Sankt Ols Stræde
Gæster på Roskilde Museum eller forbipasserende på 'Kulturstrøget' i Sankt Ols Stræde får nu mulighed for at smage lidt gourmetmad midt på dagen i et nyt spisehus. Det er åbnet ved Sankt Olai Plads og Bjørn Nørgaards kendte skulptur 'Ragnarok', men har egen indgang i den østlige gavl. Bag det nye ROMUS (ROskilde MUseums Spisehus) står det kendte kokkepar Tanja og Lars Nielsen. Gennem mere end 10 år har gjort Rørvig Kro kendt for god og omhyggeligt tillavet mad, inspireret af det franske og italienske køkken med sæsonens produkter. - Her på stedet har vi et mindre spisekort med smagsprøver på det samme, og vi har åbent alle ugens syv dage året rundt midt på dagen, fra klokken 11 til 16. Sådan fortæller Lars Nielsen til Roskilde Avis i det flotte lokal, der er præget af de fantastiske tegninger af Peter Brandes i loftet, mens farverne i øvrigt er bestemt af dennes hustru Maja Lisa Engelhardt, som er en af landets dygtigste til at sætte kulør på et rum.
Bang i køkkenet
Både den 39-årie Tanja og ægtemanden Lars, der er to år ældre, har været i nogle af landets bedste køkkener. Hun er udlært kok på Søllerød Kro og Kommandanten, der på det tidspunkt havde hele to stjerner i den berømte Michelin Guide. Han er udlært tjener fra Henne Kirkeby Kro i Vestjylland og tog senere også en uddannelse som kok hos et af de store navne i dansk kogekunst Erwin Lauterbach på Saison. Derefter arbejdede han et par år i både Italien og Schweiz, før han vendte tilbage som souschef på Plaza ved Hovedbanegården, hvor hun var blevet kok. - Ja, man kan godt sige, det sagde 'bang i køkkenet'. Vi blev forelskede og startede kort tid efter vores store projekt med Rørvig Kro.
Arbejde om vinteren
Når de to nu starter i Roskilde, er det blandt andet for at få et supplement til restauranten i Rørvig, hvor næsten alle gæsterne kommer udefra i sommerhalvåret. - Jeg er træt af at skulle afskedige gode folk hvert efterår, fordi der ikke mere er noget at lave, og så bagefter skulle finde nogle nye igen om foråret, fortæller Lars Nielsen. - Med spisehuset her i Roskilde, hvor der skal være tre ansatte, og vi også selv kommer til at arbejde en del, kan vi bedre fordele arbejdet og holde gang i aktiviteterne hele året. En anden årsag var museumsdirektør Frank Birkebæk, der kender kokke-parret, fordi han har sommerhus i Odsherred, og som de har diskuteret mulighederne med. - Vi har allerede mærket, at Roskilde er en by med helt anderledes gang i, end vi er vant til om vinteren. Her er en aktivitet og optimisme i byen, som også smitter af på os, fortæller Lars Nielsen, der i flere år har været på udkig efter en mulighed for at åbne i domkirkebyen. Åbningsreception den 23. Oktober, klokken 15-17 i ROMUS. tk