Fortsæt til indhold

Unge møbeldesignere laver kram til Trapholt

Fra den 8. oktober kan udstillingen “Skud på Stammen” opleves

Arkiv
Arkiv

“Skud på Stammen” er en Trapholtudstilling, der er kreeret af unge møbelmagere og designere fra Københavns Tekniske Skole, som giver deres bud på, hvordan fremtidens møbeldesign skal se ud.


Målet er at vise, at mødet mellem håndværk og formgivning fører til nyskabende resultater. Kram er temaet i årets Skud på Stammen. Begrebet associerer både til det, der er godt lavet, er gedigent og virker optimalt, og det henleder tankerne til det medmenneskelige, omsorgsfulde og endda kærlige kram.


“Vi er sindssygt stolte over at kunne udstille vores elevers værker på Trapholt. Offentligheden får et indblik i, hvad elever på en erhvervsuddannelse kan og formår, og vores elever bliver krediteret for den kæmpe indsats de har gjort i projektet. Det viser sig igen i år, at når håndværkeren går i dialog med designeren, bliver produktet mere intelligent.” siger uddannelsesleder på KTS, Bo Jürgensen, i en pressemeddelelse.


21 af landets mest toneangivende designere har fået til opgave at designe et møbel, der skal give brugeren oplevelsen af kram - hvad end, det er ud fra den håndværksmæssige eller den fysiske betydning. Eller begge. Desuden har designerne fået et benspænd: Møblet skal udformes i svensk kalmarfyr.