Er Havhøj lagt på kommunal is?
KØGE: I sommeren 2013 blev udsigtsplateauet Havhøj ved Køge Marina indviet under en højtidelighed, hvor bl.a. daværende formand for Teknik- og miljøudvalget, Erling Larsen og daværende Kulturudvalgsformand Erik Swiatek deltog.
Havhøj er et udsigtspunkt, 12 meter over terræn, med en enestående udsigt over Køge Marina, mulighed for at skue ud over Køge Bugt, følge udviklingen i Køge Havn samt et flot kig udover Køge og dens smukke omgivelser.
Havhøj er et oplagt mål for en udflugt eller en pause på cykel- eller spadsereturen. Og en attraktion for byens turister. Køge kommune bidrog til anlægsarbejdet, mens Køge Byarkiv stod for de stensatte skrifter, der fortæller om de mange steder, der kan ses og opleves fra Havhøj.
Idéen til udsigtspunktet Havhøj kom for fire år siden fra tidligere byrådsmedlem Mikael Mogensen, der fik dannet en arbejdsgruppe for projektet.
En arbejdsgruppe der bl.a. havde repræsentanter fra kommunens afdeling for veje og byrum, Køge Kyst, Køge Havn, Køge Marina, Friluftsrådet, Køge Turistkontor, Køge Arkiverne, Køge Museum og Køge Jorddpot, med Det Grønne Hus i Vestergade i Køge som koordinator for arbejdsgruppens møder og sekretærarbejde.
Arbejdsgruppen blev i arbejdet bl.a. støttet økonomisk af Agenda 21-puljen.
Men her lidt mere end to år efter indvielsen af Havhøj, står initiativtager Mikael Mogensen stadigt tilbage med et stort spørgsmål – som han håber snart at få svar på fra Køge kommunes Kultur- og Idrætsudvalg.
- Jeg må ærligt indrømme at jeg frygter lidt at initiativet er lagt på kommunal is. For knapt to år siden blev jeg stillet i udsigt at arbejdsgruppen ville blive indkaldt til et møde om, hvordan Havhøj kunne indgå i planerne for Køge Marina. Siden har vi intet hørt. Så jeg ville have foretrukket at vi havde fået en klar udmelding fra Anette Simoni, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget om dette havde eller ikke havde kommunal interesse, frem for at vi ikke hører nærmere herom. Er planerne omkring Havhøj en død sild set fra kommunal side, spørger Mikael Mogensen, der stadig venter ved telefonen på et opkald fra Kultur- og Idrætsudvalget.