Boogie Woogie-koncert på Comwell Køge Strand
Den lokale pianist Lasse Jensen byder igen i år på en boogie woogie-koncert på internationalt niveau i gode rammer på Comwell Køge Strand.
KONCERT: Oplev den lokale pianist Lasse Jensen sammen med to engelske toppianister ved årets boogie woogie-koncert i Køge. Den finder sted lørdag den 14. november kl. 19.30 på hotellet Comwell Køge Strand.
Det er Lasse Jensens femte internationale koncert i Køge, og han optræder altså denne gang i selskab med John Carter og Julian Phillips, to yderst erfarne herrer.
"Big" John Carter kommer fra London, og han spiller forrygende, swingende boogie woogie, som han har optrådt med til festivaler og koncerter i Europa gennem mange år. Den anden pianist er Julian Phillips, der kommer fra Dorset-området i England. Han har spillet boogie woogie i snart 40 år, og han er blandt andet en af arrangørerne bag UK Boogie Woogie Festival, der i år blev holdt for 11. gang.
Julian Phillips supplerer sit boogie-spil både med at synge og med at spille akkordeon.
Pianisterne akkompagneres af Bertil Pyndt-Jonsén på trommer og Jens Sølund på bas.
Billetter kan købes på www.billetten.dk. Prisen er 200 kroner pr. stk. Inden arrangementet er der mulighed for at tilkøbe buffet i hotellets restaurant.