Tæt på fuldt hus til årets store bankospil
Onsdag aften den 21. oktober i Ravnsborghallen. Præmier for over 200.000 kr.
KØGE: For tredje år i træk byder Køge Handelsstandsforening indenfor til kæmpe bankospil i Ravnsborghallen.
I år er det onsdag den 21. oktober kl. 18.30 det går løs. Og der er stor interesse for arrangementet, hvorfra overskuddet bl.a. går til hjælp til julebelysningen i Køge centrum.
- Vi har solgt over 500 billetter så der er lidt tilbage endnu. De kan købes på VisitKøge, Vestergade 1 i Køge eller via Billetto, fortæller aktivitetschef Vicky Dong Jensen fra Køge Handelsstandsforening.
Og der er virkelig noget at gå på jagt efter.
- Vi har i dag (onsdag eftermiddag, red.) rundet for over 200.000 kr. i gevinster. Der er mange rigtigt spændende og lækre præmier - lige fra gavekort til cykler, oplyser Vicky Dong Jensen.
Indgangsprisen er Inkl. tre spilleplader. Ønsker man ekstra spilleplader kan disse købes ved indgangen.
Dørene til Ravnsborghallen åbnes kl. 17.30.