Genvalgt for 16. gang
Generalforsamling: Hans Gehlert fortsætter på 16. periode som formand for Vojens Bordtennisklub
I forbindelse med generalforsamlingen i Vojens Bordtennisklub var der forleden genvalg for 16. gang til formand Hans Gehlert, der på mødet kunne se tilbage "på en rigtig god sæson". Også bestyrelsesmedlem Finn Simonsen, suppleanterne Finn Madsen og Jesper Kallesen, samt revisor John Holm og revisorsuppleant Paul Jørgensen blev genvalgt.
Desuden blev Cecilie K. Sørensen kåret til Årets spiller på ungdomssiden, mens Finn Madsen fik æren hos seniorerne. Årets fighter i ungdomsgruppen blev Emil Christensen.
I den kommende uge tages der hul på en ny sæson. Seniorer træner mandag og torsdag fra klokken 19-22, mens ungdommen træner mandag og fredag fra klokken 16-17.30. Alle er velkommen i Lagoni Skolens store gymnastiksal, lyder det fra formand Hans Gehlert.