Fortsæt til indhold

Velprøvet træner til ungt hold

Palle Olsen rider på en bølge af succes under sin anden omgang hos KFUM Boldklub

Arkiv
Af Jan Partoft Foto: Erling J. Pedersen

KFUM er i øjeblikket det bedste hold i Danmarksserien, og det er med til at gøre cheftræner, Palle Olsen, glad.
- Ind til videre har det været den bedste start på turneringen nogensinde, siger han og bygger det på sin erfaring som træner for holdet siden 2010.
- Holdet er ungt med spillere, der hele tiden udvikler sig og forstår at læse spillet. Hele holdet har i det hele taget været i en rivende udvikling.
- Vi har kontinuerligt fået en bedre placering fra Sjællandsserien til Danmarksserien, hvor vi det første år blev nummer fire og sidste år nummer tre.
Selvfølgelig er det en bunden opgave for en træner at gøre sit hold bedre, men Palle Olsen føler sig godt hjulpet på vej af klubben.
- Hele klubkulturen er baseret på, at det skal være dejligt at spille fodbold. Man kommer her, fordi man kan lide at være her, siger han.
- Det giver et godt grundlag at arbejde med.
- Jeg har hele tiden en bred trup at arbejde med, hvor jeg har 15-16 spillere jeg kan rotere med, så holdet får en god bredde.

Gode uden bold

Palle Olsen arbejder konstant med at forbedre holdet på banen, både når det selv har bolden - eller når den er hos modstanderen.
- Vi arbejder meget med hele spilprocessen. For eksempel træner vi meget i, at spillerne skal blive mere sikre og turde spille bolden videre og fremefter, når vi er under pres, så det bliver til mere end frem og tilbage med bolden mellem egne spillere, siger Palle Olsen.
- Holdet er også blevet dygtigere til spillet, når vi ikke har bolden.
Den påstand bliver bekræftet, når man ser på resultaterne. I skrivende stund har holdet spillet 10 kampe i Danmarksserien, heraf er de 9 vundne og en enkelt tabt. Holdet har scoret 28 mål, og der er kun lukket 8 ind i eget net.
- Spillerne er bevidste om, at vi har et godt niveau, og man skal kunne noget på banen, siger Palle Olsen.
- Det mener jeg også vi kan, selv om vi for eksempel ikke er på niveau med et 1. divisionshold rent fysisk.
- Spillerne forstår spillet og giver ikke op. Det kunne man se, da vi havde besøg af Viborg fra Superligaen i pokalturneringen. De var et bedre hold og deres fysik var langt stærkere, men der var perioder, hvor vi teknisk spillede rigtig godt, og holdet trak sig i ikke tilbage på banen.

KFUM's hold består af unge spillere, der er inde i en god udvikling. Her er det Rasmus Tangvig og Josef Fakhry, som er i aktion.

Ride på bølgen

Vejen fremad fra Danmarksserien går til 2. division. Den mulighed er med de nuværende resultater reel for KFUM.
- Sker det at vi har muligheden for at rykker op til sommer, så tager vi selvfølgelig det med, og går efter det, siger Palle Olsen.
- Den bølge af succes, som vi er på nu skal vi ride på så langt som muligt.
Palle Olsen har før prøvet at få KFUM frem i rækkerne. Han var også træner for holdet fra 2002 til 2006.
- Der fulgte jeg holdet fra Sjællandsserien til Danmarksserien og ud igen, siger han.
- Forskellen fra dengang til i dag er at spillerne på holdet dengang var gamle, hvor det nu er et ungt hold under udvikling. Så det er en helt anden situation med andre muligheder vi er i nu.

Gammel RB’er

Palle Olsen er med sine 55 år selv en gammel fodboldspiller. Fra 1968 til 1984 spillede han for RB 1906 og nåede mere end 100 divisionskampe for holdet. Da han stoppede i Roskilde tog han fem år i Ringsted, før han stoppede spillerkarrieren.
I 1990 begyndte han som træner hos Herfølge, siden blev det Vordingborg, Ringsted, Brønshøj og Holbæk, der fik glæde af hans evner. I 2002 til 2006 var han træner for KFUM. Fra 2007 til 2009 var han hos Skjold. I 2010 vendte han tilbage til KFUM.