El-Møller butik trækker stikket
El-Møller butikken i Rødekro lukker - installationsvirksomheden fortsætter ufortrødent
Når man er 67 år, så skal man til at overveje at handle, hvis man gerne vil nå noget nyt og andet i sit liv, end man hidtil har gjort.
Det er netop disse overvejelser, der nu betyder, at indehaver af El-Møller Retail i Rødekro, Steen Larsen, nu trækker stikket i butikken, og lukker og slukker.
“Vi håber stadig, at vi kan få butikken solgt, men hidtil har det ikke været muligt. Så nu trækker jeg en streg i sandet,” lyder det fra Steen Larsen, der dog understreger, at installationsforretningen El-Møller A/S, som blev solgt fra for et par år siden, fortsætter.
Medarbejdere skal i job
“Det er den bedste løsning at lukke ned nu. Det, der piner mig mest ved beslutningen er dog, at mine to trofaste og dygtige medarbejdere kommer til at stå uden job. Så jeg håber da, at nogen kan give dem en mulighed for at finde noget andet at rive i,” fortsætter Steen Larsen. Butikken holder ophørsudsalg fra nu af , og bagkanten er, at butikken lukker senest med udgangen af november måned.
“Men det kommer selvfølgelig an på, om vi har mere tilbage at sælge,” understreger Steen Larsen.
Han er nu så småt ved at gøre klar til den næste udfordring i sit liv, og her kan man tale om at skifte boldgade.
“Jeg skal til at køre mad ud til pensionister. Det bliver noget helt andet, men jeg glæder mig til at hygge mig lidt og få en god snak,” slutter Steen Larsen.