Jubilæumskoncert med Gadeberg
Kolding Bykor inviterer til 25 års jubilæumskoncert med Trine Gadeberg som solist på Kolding Teater, søndag den 25. oktober kl. 15. Trine Gadeberg er en travl kunstner, som for nylig blandt andet har optrådt på Mungo Park i forestillingen ”Smilet er den korteste afstand”, inspireret af Victor Borge og en stor, succesfuld turné med City Singler.
Hun har også medvirket i Odense Teaters succesforestilling, musicalkomedien ”Spamalot” bygget over Monty Python.
Nu kan hun så opleves på Kolding Teater i en underholdende koncert med Kolding Bykor. Koret var det første i byen til overvejende at synge populærmusik og rytmisk musik. Koret har i tidens løb medvirket i mange koncerter i både ind- og udland. Trine Gadeberg vil ved koncerten medvirke som solist i et bredt sammensat program, og koret vil præsentere et afvekslende udsnit af sit repertoire, der byder på musik af Glenn Miller, Billy Joel, Jakob Gade, Sebastian, Eric Clapton, Beatles og Kai Normann Andersen – og der vil være musicaltoner på programmet lige fra rockmusicalen ”Rent” til ”Sommer i Tyrol”.
Billetter kan købes på koldingbilletten.dk eller på dagen ved indgangen.