Et drama, der ikke blev forløst
Teatret Møllen vil med Malala så meget, at magien forsvinder
Historien om Malala - den 14-årige pakistanske pige, der bliver skudt af Taliban, overlever og som den hidtil yngste får Nobelprisen - er i sig selv dramatisk. Det store spørgsmål er, om dramaets magi overført til scenen kan fastholdes. I Teatret Møllens premiere-version sker det ikke.
For Møllens vedkommende er der tale om et eksperiment, og som eksperiment er det vellykket, fordi det kan videreudvikles. Det åbne rum, der stort set er blottet for rekvisitter, kan føre til spændende teater. Alene kan Connie Tronbjerg udfylde ikke blot det, der i denne forestilling ligner et kæmperum - hun kan også tage trappen op blandt publikum i besiddelse og stadig fastholde en god spænding til publikum.
Når helheden alligevel kikser på Møllen, er det, fordi der på meget kort tid er sket så forfærdelig meget med hensyn til både tekst og ageren, at det stadig virker halvfærdigt. Den oprindelige plan lød på dogmeteater, hvilket vil sige én skuespiller på en bar scene. For ti dage siden knyttedes en tegner, der også er skuespiller, Hartvig Hansen, til, og for få dage siden fik han også replikker.
Dermed blev teatrets egne dogmeregler om enkelthed brudt, men det værste er, at Hartvig Hansens replikker bryder magien. Det bliver ikke helt fortælleteater illustreret af tekst og tegninger på en tavle (her en mur). Det bliver ikke helt politisk teater - dertil var forestillingen for politisk korrekt: Man skyder da ikke i religionens navn 14-årige piger, fordi de går ind for, at piger også skal have undervisning!
Det bliver ikke helt et opgør med religiøse fanatikere. De, der med sharialovens ord i hånd skyder små skolepiger, er ikke anderledes end andre religiøse fanatikere, der bekæmper hinanden verden over.
Det bliver aldrig farligt teater - og publikum får intet at gå hjem på, som de kan tolke videre på.
Selv om Malala ikke fungerer på scenen, kan den gøre det andre steder - i skoleværelser bl.a. Hvis Connie Tronbjerg går tilbage til ren fortælleteater, og Hartvig Hansen nøjes med at illustrere med effektfulde naivistiske tegninger, får eleverne en oplevelse af teatrets magi og samtidig et indblik i nutidshistorie.
Det åbne rums muligheder på teatret må udfordres med andre forestillinger.