Køgetrio helt klar til VM i Ironman
Optimistiske toner fra Morten Sonne, John Enevoldsen og Cecilie Mathorne på Hawaii i dagene op til VM i Ironman.
IRONMAN: Hele Ironman-verdenseliten er samlet på Hawaii i denne weekend, og blandt de omkring 2500 VM-deltagere er en Køgetrio i form af Morten Sonne, John Enevoldsen og Cecilie Mathorne klar til start lørdag aften.
- Vi er alle tre superspændte og ikke mindst ambitiøse på at levere nogle stærke resultater ved dette års VM i Ironman. Det er et privilegium at få lov at være med blandt verdenseliten, og alle er toptrimmet, lyder meldingen fra trioen, der er taget til Hawaii i god tid før konkurrencen for at nå at vænne sig til varmen og slippe af med eventuelt jetlag.
Sidste år var der podiepladser til både Morten Sonne, der blev nummer 4 i sin aldersklasse, og Cecilie Mathorne med en 5. plads i sin aldersklasse.
Både John Enevoldsen og Cecilie Mathorne kvalificerede sig i år ved Ironman København. Cecilie Mathorne deltog også tidligere på sommeren ved Europamesterskaberne i Frankfurt, hvor hun med en 2. plads i aldersgruppen desværre ikke fik den eftertragtet VM-billet.
Det betød, at hun også lavede Ironman København, hvor hun med en personlig rekord vandt aldersgruppen 25-29 og sikrede sig årets VM-billet.
Det betyder dog også, at denne weekends konkurrence på Hawaii er den tredje ironman på blot 14 uger, hvilket er hård kost - selv for en sportstrænet krop.
Konkurrencen på Hawaii begynder omkring klokken 19 lørdag aften dansk tid. Der er i år rekord med i alt 65 danske deltagere.