Fortsæt til indhold

Blomster mod katastrofer

I denne uge kan du få øje på nogle smukke bukketter i byens butikker. De sætter fokus på landsindsamlingen

Arkiv
Lars Saugbjerg

Røde Kors holder landsindsamling søndag den 4. oktober. Lokalafdelingen kører i den forbindelse kampagnen “Blomster mod katastrofer”. Mange af byens forretninger har doneret penge til landsindsamlingen, og mandag fik butikkerne så leveret en buket blomster forsynet med et kort, der gør kunderne opmærksom på, at forretningen støtter Røde Kors.
“Vi håber så, at buketterne vil lyse op - og minde kunderne om landsindsamlingen. Vi har stadig brug for indsamlere for at kunne dække alle ruter i Fredericia,” siger indsamlingsleder Dagny Hjeresen.
Det er Susanne Ladegaard Kristensen fra Hejsegaard Brugskunst, der har bundet de mange buketter, omkring 50. Hun brugte det meste af søndagen på at binde blomsterne, som hendes leverandører har leveret til en favorabel pris.
“Butikkerne har givet 250 kroner, og de 175 går til Røde Kors. Den tid, jeg bruger på at binde dem, er frivilligt arbejde,” fastslår Susanne, der opfordrer flere til at samle ind.
“Det er en god sag, og det er tilfredsstillende at 'gøre noget'”.
De mange buketter blev leveret til butikkerne mandag formiddag.