Fortsæt til indhold

Inspiration til din efterårsferie

Mangler du inspiration til din efterårsferie? Så læs med her, hvor der er mange eksempler, på de aktiviteter der er i lokalområdet i næste uge.

Arkiv
Af Johanna Ørom Dahlin

EFTERÅRSFERIE: Køge Handelsstandsforening holder børneloppemarked. Det foregår tirsdag den 13. oktober kl. 11-15 på Køge torv, hvor der selvfølgelig er masser af gode legetøjsfund og andre ting at finde.
Det er bare et af mange tilbud til børnefamilierne i efterårsferien. Vi har samlet en lille oversigt her med en lang række af de muligheder, der er for at få gode ferieoplevelser.
Få for eksempel en spændende oplevelse på Køge Museum. Lær bl.a. krudtbrødrene Pelle og Jens og Jens at kende samt kommandøren Iver Huitfeldt, der var om bord, da skibet Dannebroges krudtlager eksploderede i 1710 i slaget på Køge bugt.
KØS Museum for kunst i det offentlige rum byder på udstillingerne ”Randi og Katrine – Follies & faces” og ”Zodiac – en skulpturudstilling under byens himmel”. De har åbent tirsdag og fredag-søndag kl. 11-14 og onsdag-torsdag kl. 11-21.
Man kan også købe en efterårsferiebillet af Køge Handelsstandsforening, der giver adgang til gaver og oplevelser i en række butikker. Der indgår blandt andet en biobillet med børnemenu feriebilletten, som blandt andet også giver mulighed for at tage på skattejagt i Visit Køge.
I Køge bio kan du i ferien se filmene Far til fires vilde ferie, Inderst inde og Hotel Transylvania 2.
ETK holder åbent hus i efterårsferien mandag den 12. oktober.
Det foregår på Høgevej 9 i Køge kl. 11-14. Her kan man blandt andet hoppe i hoppeborg og hilse på den talende skraldespand.
Sporvejsmuseet i Jystrup har også åbent i efterårsferien. Hvis du vælger at tage en tur i sporvognen, kan du f.eks. stå af på endestationen og nyde en forfriskning fra cafevognen.
Besøg eksempelvis også Landbomuseet Lundekrog i lille Skensved og se, hvilke redskaber landmanden brugte i 1840-1950. Skolen på museet er ikke lukket i efterårsferien. Onsdag og torsdag, den 14. og 15. oktober, er den 75 år gamle skolestue åben på Lundekrog. Entré koster 40 kr. for voksne og 20 kr. for børn.
Kjøge Mini-By har også åbent alle dage i efterårsferien kl. 10-16 med sjove oplevelser for store og små.