AktivVirken holder loppemarked
Lørdag den 31. oktober i Gule Hal
KØGE: Lørdag den 31. oktober slår foreningen AktivVirken dørene op for deres efterårsloppemarked i Gule Hal på havnen i Køge.
I tidsrummet mellem kl. 11-15 vil der blive solgt tøj og småting, ligesom det vil være muligt at købe en kop kaffe med hjemmebag.
AktivVirken samarbejder aktuelt med foreningen Venligboerne og Køges kommunes integrationsteam. I forbindelse med loppemarkedet vil kommunens flygtninge blive inviteret til gratis at erhverve sig tøj eller andet, som de måtte have brug for, fra de resterende loppemarkedseffekter.
Skulle man have lyst til at donere tøj eller småting til loppemarkedet, eller direkte til flygtningene, kan det indleveres fredag den 30. oktober mellem kl. 10-13 eller på dagen inden kl. 11.00 i Gule Hal, Strandpromenaden 1 i Køge.
AktivVirkens medlemmer består af mennesker, der af forskellige årsager står uden for arbejdsmarkedet, og som gerne vil deltage i et fællesskab og udnytte dagtimerne med at dygtiggøre sig, udøve fysiske, kreative og selv-udviklende aktiviteter.
AktivVirken har på de blot 3 år, som foreningen har eksisteret, fået en medlemsskare på op over 90 medlemmer. Det er en ekspansion, som de håber kan appellere til politikerne og andre beslutningstagere, om at tage de mange borgere seriøst og støtte op om, at Køge by får et aktivitetshus/frivillighus. Tilstrømningen til foreningen viser, at behovet er til stede.
- Det helt specielle ved AktivVirken er, at alle medlemmer har mulighed for at bidrage med en frivillig indsats, for eksempel som underviser, værter, arrangør af events, foredrag eller - ja, loppemarked, forklarer formand Nina Frahm fra AktivVirken.
At være i et netværk og få mulighed for at bruge sine ressourcer, kan skabe mental sundhed og i sidste ende være med til at øge ens livskvalitet.
AktivVirken har allerede mange aktiviteter, der spænder lige fra EDB- og sprogundervisning over motion, yoga, malekursus til andre kreative aktiviteter. Der opstår hele tiden nye ideer med de nytilkomne medlemmer.
Kontakt til AktivVirken kan ske på tlf. 2331 6339 eller mail aktivvirken@gmail.com.
Man kan også læse mere om foreningen og dens aktiviteter på www.aktivvirken.dk.
pm