Nyt samarbejde mellem Varde Bibliotek og bankerne hjælper brugerne
Varde Bibliotek og Danske Bank afholdt onsdag det første i en række kurser, der skal gøre Varde Kommunes borgere tryggere ved at bruge netbanker
”Vi oplever rigtig mange ældre, der har svært ved at benytte netbank. Det er ærgerligt, for der er mange fordele ved at kunne bruge banken hjemmefra, eksempelvis hvis man er dårligt gående,” fortæller privatrådgiver i Danske Bank Morten Bøje Jørgensen.
Varde Bibliotek og tre lokale banker er derfor gået sammen om at afholde kurser i netbank, hvor man kan lære helt elementære færdigheder til sin egen netbankløsning – bl.a. log-in, overførsel af penge og betaling af regninger.
Bibliotekerne har nemlig en rigtig god kontakt til mange af de ældre brugere, der har problemer med netbank, fordi man her allerede møder dem i bibliotekets it-spørgetimer ”Netværkstedet”.
Større tryghed
Til dagens kursus var der også fokus på mobile betalingsløsninger, hvor en del af de ældre fik oprettet MobilePay – og så fik flere afmystificeret risiciene ved pengeoverførsler.
”Mange er bange for at overføre penge via netbank. De frygter, at de ved et uheld kan komme til at sende alle deres penge til et forkert kontonummer. Det sker ikke,” siger Morten, som har erfaring for, at brugerne bliver rigtig glade for netbank, når de har lært de grundlæggende færdigheder.