Ud med manualerne
Psykolog Jacob Stein har længe villet gøre op med den kedelige manual-tilgang til psykologfaget. Da muligheden for at åbne praksis i Hersegade bød sig til, var han ikke sen til at kaste sig ud i det.
I sit arbejde kombinerer han forskellige værktøjer med sine erfaringer og et åbent sind.
- Det ligger rigtig meget i tiden, at vi følger manual efter manual på, hvordan tingene skal gøres, men jeg synes, man skal møde folk med en vis portion nysgerrighed og også en ydmyghed for deres ret til at definere, hvordan verden ser ud, og hvad der er rigtigt og forkert, siger han.
Ingen er ens
Han mener, det er godt at forske, men at ikke alle kan presses ind i samme boks.
- Det er fint at have en undersøgelse med tusind mennesker, der gør 'sådan her' Problemet er, når man så laver en manual baseret på det og siger, at sådan skal alle gøre, fordi det står i manualen, mener han.
Hvad er på spil
Jacob Stein har i flere år været ledende psykolog for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Høje Taastrup, været konsulent og rådgiver for flere, større virksomheder. Sideløbende har han de seneste to år kørt firmaet Learning Inclusive med hustruen Lene B. Stein. Derfor favner hans nye praksis også bredt.
- Alle kan henvende sig; Børn og unge, forældre, der sidder fast i systemets trædemølle, Fru Jensen eller lederen, der vil skabe den bedste arbejdsplads. Jeg laver både en-til-en-samtaler, familiesamtaler, erhvervsrådgivning og coaching, siger psykologen, der har mere end 20 års erfaring i bagagen.
- Jeg tager udgangspunkt i, hvad der er på spil, og hvad der rører sig hos det menneske, der sidder over for mig. Jeg har en tyrkertro på, at hvis vi gør os umage og får ændret nogle mønstre, så kan det kun blive bedre, siger han passioneret.
avk