Fortsæt til indhold

Børn samlede 4,6 tons batterier

Arkiv
Jørgen Flindt

1. Klasse på Engum Skole vandt den interne konkurrence, Batterijagt, som AffaldGenbrug og Økolariet havde sat i søen. Her deltog 13 skoler i Vejle Kommune og i alt 1559 elever i 0-6 klasse i konkurrencen.
Hver af eleverne i 1. Klasse på Engum Skole samlede 13,7 kilo batterier ind, hvilket er noget mere end gennemsnittet på knap tre kilo. Alt i alt blev der samlet knap 4,6 tons batterier.
”Det er godt at opleve, at så mange har villet deltage i Batterijagten, og jeg syntes, vi har opnået et rigtig flot resultat. I år går startskuddet til Batterijagten, men vi håber, at jagten kan blive en tilbagevendende begivenhed i Vejle. Tanken bag projektet er, at børnene og deres familie skal fortsætte med at samle deres brugte batterier i den udleverede boks, og at Batterijagten er med til at danne grundlag for en ny 'indsamlingsvane' i husstanden,” udtaler Christina Bælum, underviser og inspirator fra Økolariet i en pressemeddelelse.
Børnene skal vise vejen
Batterikonkurrencen er en del af det arbejde, AffaldGenbrug og Økolariet udfører inden for undervisning af små og store børn. Undervisningen skal give børn viden om, hvordan man sorterer affald, og især hvorfor det er vigtigt.
”Børnene hjælper med at 'opdrage' forældrene, og vi har erfaring med, at det højner sandsynligheden for øget genbrug i fremtiden. Derfor gør vi rigtig meget for at oplyse børnene så meget som muligt om affaldssortering blandt andet via forløb på Økolariet og genbrugspladserne. Jo før de får den relevante viden, des bedre,” slutter Christina Bælum.