Babybibliotek om førstehjælp til børn
Arkiv
HERFØLGE: Når ulykken først er sket, skal der handles hurtigt. Derfor er det klogt at være forberedt og vide, hvordan man håndterer situationen.
Babybiblioteket på Herfølge Bibliotek inviterer forældre, bedsteforældre og babysittere til et gratis foredrag mandag den 26. oktober kl. 19-21 om førstehjælp til små børn.
Her vil Allan Lassen fra Red-Liv gennemgå emner som kvælnings- og drukneulykker, feberkramper og astmaanfald. Han vil også komme ind på hverdagens små ulykker som splinter, hudafskrabninger, brandsår og skoldninger.
Foredraget er sponsoreret af Trygfonden, men af hensyn til siddepladser er tilmelding nødvendigt. Det sker på Køge Bibliotekernes hjemmeside www.koegebib.dk.