Romaer forsøgte at binde ældre kvinde
Omkring klokken 18 i går aftes fik politiet en anmeldelse fra en 75-årig kvinde i Dalbygade.
Kort forinden var det lykkedes for to kvinder, der beskrives som romaer, at komme ind i opgangen til kvindens lejlighed, og da de kom i kontakt med den 75-årige kvinde, forsøgte de at binde hende med et bælte.
Den ældre kvinde gjorde imidlertid modstand, og på et tidspunkt opgav de to kvinder deres forehavende og forsvandt fra stedet.
Politiet betegner hændelsen som meget grov, og vil derfor gerne høre fra borgere, der enten har set noget fra stedet eller oplevet noget lignende.
Der er kun et sparsomt signalement af de to kvinder. De beskrives altså som romaer. Den ene var spinkel og bar en grå frakke. Den anden var kraftig af bygning og bar en tophue, oplyser lokalpolitiet i Kolding.