Fortsæt til indhold

Jeg må bare til Rom igen

Mette Kristensen, kunstfaglig leder i Kunsthal Varte er Ugens profil

Arkiv
Arkiv

Navn:

Mette Kristensen

Alder:

32 år

Familie:

Kæreste med Paw som jeg har datteren Selma på 2 år sammen med.

Jobbeskrivelse:

Kunstfaglig leder i Kunsthal vARTe.

Hvad ser du helst på TV?

Jeg synes det er hyggeligt at følge med i en god serie, men vil også gerne se et spændende dokumentarprogram.

Hvad var det første du ville købe med 7 rigtige Lotto-tal?

En masse kunst, en MENU vægstage og en rejse til Rom.

Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?

Jeg har i flere år ønsket mig en vægstage fra MENU. Stagen kan købes i de fleste isenkrambutikker og koster ikke alverden, men af en eller anden grund har jeg endnu ikke fået den?

Hvor vil du gerne rejse hen på ferie?

Jeg SKAL bare til Rom igen! Min kæreste og jeg var der i 2013, og jeg havde glædet mig til at opleve Det Sixtinske Kapel på nært hold. Vores ferie kom dog til at kulminere med pave konklavet, og eftersom valget af den nye pave fandt sted i Det Sixtinske Kapel, var der lukket for turister.

Hvis du skal lave mad, serverer du som regel…?

Noget jeg har lavet før. Det er muligvis en smule kedeligt, men så ved jeg det er spiseligt. Har jeg tiden til det, kan jeg godt lide at eksperimentere lidt og prøve noget nyt, men det sker desværre for sjældent.

Hvad kan gøre dig rigtig vred?

Der skal ret meget til at gøre mig vred og derfor sker det også forholdsvist sjældent. Men føler jeg mig uretfærdig behandlet, eller overholder folk ikke deres aftaler overfor mig, så kan jeg godt skrue bissen lidt på.
Heldigvis går det hurtigt over igen. Jeg besidder åbenbart ikke evnen til at være vred ret lang tid af gangen.

Hvad drømte du som barn om at blive som voksen?

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg gerne ville være. Det var først da jeg kom på en kreativ højskole i København, at jeg fandt ud af i hvilken retning jeg skulle gå.

Hvem er din største inspirationskilde?

Gennem mit job har jeg haft fornøjelsen af, at arbejde tæt sammen med Poul Erik Bech fra EDC.
Han er en stor inspirationskilde for mig.

Har du en dårlig vane – hvis, hvilken?

Ja, dem har jeg sikkert flere af. En af dem er at jeg har svært ved at ligge mit arbejde fra mig når jeg har fri.

Hvordan tilbringer du helst en fridag?

Sammen med min familie eller ved at se på god kunst - allerhelst en kombination.

Hvad er din drømmebil?

Da vi skulle investere i en bil, var mit eneste krav at den skulle være sort og kunne køre. Jeg har ingen holdning til motorstørrelse, men synes det ser fint ud med et par alufælge.

Har du et motto?

”Lyt altid til din mavefornemmelse – den har som regel ret.”

Hvad er du mest glad for i dit hjem?

De personer der er i det.

Hvem fortjener en pris?

Det må være mine forældre. De har altid støttet og hjulpet mig. De har givet mig så meget, derfor synes jeg bestemt de fortjener at få en pris.

Hvad var det første du tænkte på i morges, da du slog øjnene op?

Hvilken dag er det? Hvad er klokken?

3 tillægsord, dine venner ville bruge om dig?

Jeg spurgte mine gode veninder, som har kendt mig i mange år. De tre ord der gik igen var: Omsorgsfuld, kreativ og loyal.

Hvad optager dig mest i øjeblikket?

Vi skal til at bygge vores drømmehus, så lige nu fylder plantegning, valg af mursten, placering af stikkontakter og om det skal være væghængte toiletter ret meget i mit hoved.

Når vi siger Varde Kommune, tænker du…?

Home, sweet home.
Efter min tid i København, ser og oplever jeg nok Varde Kommune på en anden måde end tidligere. Mine forældre bor i Alslev, så jeg er opvokset i området, og det er her jeg har tilbragt min barndom og tidlige ungdom.
Varde Kommune vil for mig altid være forbundet med noget hjemligt.