Kristian Holm sejrede i Charlottenlund
I weekenden var Danmarks bedste løbere samlet til 1. runde af Cross Challenge i området omkring Charlottenlund Travbane i København.
Esbjerg AM var repræsenteret af Frederik Hertz og Kristian Holm. Frederik var udfordret på vejrtrækningen og måtte udgå kort før mål, mens det gik bedre for Kristian Holm, der kom i mål som nr. 1 i U 20 klassen. Dermed har han lagt sig i spidsen af turneringen foran de to nærmeste konkurrenter fra Sparta og Bagsværd.
Næste konkurrence for Kristian er om to uger, når han skal repræsentere Danmark ved de Nordiske mesterskaber i cross. I slutningen af januar kommer cross-karavanen til Esbjerg, og her skal deltagerne dyste i DM-lang på en udfordrende strækning i Vognsbølparken. Til dette løb ventes Frederik og Kristian at få følgeskab af flere andre stærke Esbjerg-AM løbere.