Nye huse for tæt på
10 meter høje huse kommer til at stå 12 meter fra skellet ind til nabohusene i Kristiansminde vest, hvis Roskildes politikere giver grønt lys til en bygherre, forklarer en af beboerne i området Mikkel Olsen. Det er naboen slet ikke tilfreds med. - Det er for tæt på vores huse. De nye bygninger kommer til at tage vores lys og skygge for os, er han enig med de fleste i området om. Han kan heller ikke forstå, at forvaltningen tager sagen op igen. - Det er anden gang inden for en kortere årrække, at de prøver på at få planen ændret, og det er ikke rimeligt overfor os, der bor her, at vi skal leve med denne usikkerhed, siger Mikkel Olsen.
Tættere på
I lokalplanen står der, at bygningerne skal stå mindst 32 meter fra skellet, men det vil nogle af politikerne nu lave om på. Mange af naboerne har protesteret over kommunens planer i høringsperioden. De gør oprør over, at forvaltningen foreslår hele otte dispensationer til lokalplanen. Vigtigst er det, at bygningerne ikke kommer så tæt på og at bygningsprocenten bliver overholdt, forklarer Mikkel Olsen.
Stoler på lokalplan
- Det er vigtigt, at man kan stole på, hvad der står i en lokalplan, når man flytter til et nyt område. Hvis man alligevel ikke kan regne med det, man læser, kan det jo være lige meget, siger Mikkel Olsen. Han er glad for, at et flertal af politikere i første omgang stemte planen ned. - Jeg håber på, at de resterende når at tænke sig om, så planerne igen bliver stemt ned til byrådsmødet. ag@roskildeavis.dk