Fortsæt til indhold

Nye børnestationer klar til leg i midtbyen

Fire nye, farvestrålende legestationer er klar til at blive indviet.

Arkiv
Arkiv

Store og små legebørn kan godt begynde at glæde sig. Fire nye børnestationer er færdige og klar til brug. Stationerne er en del af Kolding Kommunes Bylivsstrategi og et supplement til skaterbanen, multubanen og bordtennisbordene i Søndergade og Åstederne.
“Midtbyen skal have aktiviteter, der både indbyder til leg, bevægelse og til at opholde sig i byrummet, og det gør de nye børnestationer. Vi har placeret dem på steder, hvor der kommer mange mennesker forbi, og derfor håber vi selvfølgelig, at børnestationerne vil blive brugt flittigt,” siger landskabsarkitekt Alexander Priesemann fra By- og Udviklingsforvaltningen i en pressemeddelelse.


Én af stationerne er træmikadoen, der står ved biblioteket foran hovedindgangen og som navnet antyder er inspireret af spillet Mikado bare med træstammer, der ligger oveni hinanden. Bølgen er placeret mellem Bredgade og Borchs Gård og består af bølgede betonelementer og malet i gule og orange farver. Tunnelen står i Brostræde og består af en grøn tunnel og siddeelementer i metal.


Mortensens Skærme er inspireret af tre malerier af Richard Mortensen, der hænger på Trapholt og er placeret ved Nicolai på hjørnet mellem Skolegade og Katrinegade.