Inspiration til årets gode bøger
Der er linet op til hygge og inspiration, når biblioteket inviterer til den årlige romansnak, hvor fire bibliotekarer fortæller om deres yndlingsbøger i boghøsten for 2015. Det skriver Koldingbibliotekerne i en pressemeddelelse.
Mandag aften den 26. oktober er kaffen og bogsnakken klar på Vamdrup Bibliotek, torsdag den 29. på Kolding Bibliotek, torsdag den 5. november på Christiansfeld Bibliotek og mandag den 9. på Lunderskov Bibliotek.
Her bliver deltagerne budt på smagsprøver af vidt forskellige af årets bøger, som de fire bibliotekarer anbefaler.
“Vi fortæller om alt lige fra krimier og underholdning over historiske romaner til de dybsindige og skæve romaner. Så der er noget for enhver smag,” lover bibliotekar Mette Groth, som er én af de fire på holdet.
Aftenen skal give inspiration og idéer til, hvad man kan læse i vinterens løb. Biblioteket giver kaffen med lidt godt til, og alle er velkomne. Det er gratis at være med, men af hensyn til kaffebrygningen beder biblioteket om, at man bestiller billet på forhånd.