Sønderborg TalentAkademi er et elitemiljø for de dygtige
Hvad er Sønderborg TalentAkademi?
Sønderborg TalentAkademi er et elitemiljø hvor vi forsøger at udvikle unge dygtige sportsudøvere fra at være talent til at blive elite. Udover at atleterne følger deres normale træning i klubberne, tilbyder akademiet 2 tekniske træningspas, der ligger om morgenen i skoletiden samt 1 eftermiddags styrkepas. Desuden er der fokus på mental udvikling gennem coaching sessioner, korrekt kost gennem individuelle tilrettelagte kostplaner samt løbende fysiologiske test og evaluering af den fysiske form. Yderligere er der gratis fysioterapi ligesom der arrangeres lektiecafé efter ønske.
Talenterne på Sønderborg TalentAkademi kommer fra forskellige sportsgrene og varierer i alder, modenhed, mentalitet og fysik. Denne differentiering er en vigtig og givende del af Sønderborg TalentAkademi, hvor vi ligger op til at atleterne lærer og lader sig inspirere af hinanden. Et mål for Sønderborg TalentAkademi er, at udvikle et træningsmiljø hvor mulighederne og rammerne er tilstede for at danne stimulerende træningsgrupper uafhængigt af køn, sportsgren og alder og man opfordres til at tage ansvar, hjælpe og stå til rådighed for hinanden.
Hvem kan optages, og hvornår kan man søge optagelse?
Akademiet henvender sig som udgangspunkt til elever, der går på en af ungdomsuddannelserne BCSyd, EUC Syd, AGS eller Statsskolen samt 10'eren på Sønderskov-skolen og spænder aldersmæssigt fra ca. 15 til ca. 20 år. Man er dog velkommen til at tage kontakt til akademiet, hvis han har brug for at høre om ens muligheder såfremt man går på anden uddannelse. Alle der har talent, passion og er ambitiøs indenfor sin sport kan ansøge om optagelse på Sønderborg TalentAkademi. Selve optagelsen sker på baggrund af en optagelsesprøve og samtale med akademilederen og akademiets tilknyttede trænere. Det er muligt allerede nu, at ansøge om optagelse i skoleåret 2016-2017 på www.s-ta.dk og ansøgningsfristen er 1. februar 2016.
Hvor mange sportsgrene har I tilknyttet?
I år har vi 3 sportsgrene tilknyttet – en fodboldlinje med 13 elever, en håndboldlinje med 13 elever og en volleylinje med 8 elever. Der arbejdes desuden på oprettelsen af en badmintonlinje for skoleåret 2016-17. Yderligere er der mulighed for talenter fra andre sportsgrene end de nævnte, at ansøge om optagelse på den almene fysiske linje.
Hvor mange vil I gerne op på og hvilke?
Det afgørende er at vi får talenterne og i mindre grad antallet.
Hvad giver det Sønderborg at have et TalentAkademi?
Et TalentAkademi i Sønderborg er et tilbud og en mulighed for unge talentet, som de før i tiden var nødt til at rejse fra byen for at få. Akademiet er derfor med til at fastholde de unge talenter i Sønderborg, men derudover er vi nu også med i kampen om at tiltrække talenter fra andre byer og områder og herigennem øge talentmassen i Sønderborg. I år har vi eksempelvis 4 elever boende i vores akademihus fra hhv. Haderslev, Varde, Køge og Aarup på Fyn.
Hvor mange på jeres fodboldlinje spiller fodbold i FC Sønderborg?
11 af de 13, der er optaget på akademiet spiller til dagligt fodbold i FC Sønderborg.
Hvem er træner på fodboldlinjen og hvor ofte træner I?
Mohammed Hamad står for den tekniske træning onsdag og fredag morgen fra kl. 7.30 – 8.45 på idrætshøjskolens fodboldbane. Mohammed skal i gang med A-licens træneruddannelsen i starten af 2016. Vi er fra akademiets side meget glade for samarbejdet med Mohammed og glæder os over hans lyst og evner til forsat at videreuddanne hans trænerevner.
Mohammed træner også på idrætslinjen på Humlehøjskolen og er cheftræner for U16 og U17 i FC Sønderborg.
Hvad har I af udstyr på fodboldlinjen?
Akademiet har bl.a. investeret i frisparksmænd, super brillant bolde samt 3 stk. soccer rebounder vægge. Alt udstyr kan lånes af akademiets elever til selvtræning når det passer ind.