Fortsæt til indhold

Skylanterner kræver tilladelse

Lysende rispapirlamper må ikke sendes op uden tilladelse

Arkiv
Arkiv

De lysende skylanterner udgør en så stor brandrisiko, at myndighederne nu forbyder folk at sende dem op, hvis de ikke i forvejen har fået tilladelse til det.
"Det ser utroligt smukt ud, når de stiger mod himlen. Men desværre er der en stor risiko for, at de kan starte brande, når de daler ned igen. Trafik- og Byggestyrelsen har derfor vurderet, at skylanternerne – eller rispapirlamperne som flere nok kender dem som – per definition skal betragtes som ubemandede, lette friballoner. Det betyder, at de er reguleret af en EU-forordning og ikke må sendes op uden tilladelse fra Trafik- og Byggestyrelsen," fortæller Anders Nielsen Holm, beredskabsinspektør i Brand & Redning i Sønderborg Kommune.
Det er Trafik- og Byggestyrelsen, som sammen med Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen har evalueret en række episoder, hvor skylanterner har forårsaget brand eller er mistænkt for at have gjort det, og nu konkluderer, at der skal søges om tilladelse til at sende lanternerne op.

Tilladelse ikke sandsynlig

"Og det er ikke sandsynligt, at vi – med den viden, vi har i dag – vil give tilladelse. Det er nemlig vores opfattelse, at lanterne ikke umiddelbart kan sendes op på en sikker måde i forhold til den øvrige luftfart og personer eller ejendom på jorden," siger Per Schmock, der er kontorchef i Trafik- og Byggestyrelsen.
Det i de senere år er blevet in at sende skylanternerne op i forbindelse med fx bryllupper og andre festlige lejligheder, og det sker ved hjælp af varm luft. Typisk placeres en lille tændkilde (fyrfadslys eller lignende) i bunden af lampen. Tændkilden varmer luften op, og det får skylanternen til at svæve. Desværre udgør lanternen en brandrisiko, når den daler ned igen og kan lande på f.eks. et stråtag, i en tør kornmark eller lign.

Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen har evalueret en række episoder, hvor skylanterner har forårsaget brand eller er mistænkt for at have gjort det.