Fortsæt til indhold

Køgespejderne har igen rundet 300 medlemmer

Medlemstallet hos Køgespejderne er nu igen tilbage på niveau med 1957/58

Arkiv
Per Møller

SPEJDERSUCCES: Tilbage i 1957-58 toppede antallet af spejdere i Køge. I Det Danske Spejderkops var der 300 spejdere i Køge på det tidspunkt. Siden da, gik det støt ned ad bakke, indtil lavpunktet kom for 12 år siden, med kun 44 spejdere.
Men Køgespejderne gik i 2003 i gang med at nytænke dét at være spejder, og i denne måned rundede de igen 300 medlemmer – for første gang i mere end 50 år.
Det blev selvfølgelig fejret, med kage til alle spejderne, og Thomas, som blev spejder nummer 300, modtog en rigtig spejderrygsæk fra Bjergkæden som gave, så han er klar til de mange spændende aktiviteter hos Køgespejderne.
Som årsag til de forandringer spejderne indførte tilbage i 2003 fortæller gruppeleder Peter Erkmann, at de to væsentligste ændringer der blev indført, var for det første at man solgte mødehytten inde i byen, og i stedet flyttede alle aktiviteterne ud i skoven.
Her er det lys og luft, og utallige muligheder for at lave spændende og udfordrende aktiviteter. Spejderne mødes typisk i den lille skov Køge Ås, men de mødes også på stranden eller andre spændende naturområder.
Den anden store forandring som Køgespejderne indførte i 2003 var, at afskaffe alle aftenmøderne. Traditionelt havde spejderne mødtes f.eks. en tirsdag aften hver uge, men det blev hurtigt for sent for de yngste medlemmer, og det blev også hurtigt mørkt meget af året.
- I stedet for de ugentlige møder, ændrede vi konceptet, så vi fremover mødtes hver anden lørdag eller hver anden søndag, fortæller Peter Erkmann.
- På den måde kunne vi skabe aktiviteter i dagslys, hvor børnene ikke var trætte efter en lang skoledag, og hvor forældrene ikke skulle stresse med at hente børn fra skole eller SFO, skynde sig hjem og lave mad og så afsted igen til spejder, fortsætter Peter Erkmann.
Køgespejderne har venteliste til de fleste afdelinger, men interesserede kan finde mere information på www.Køgespejderne.dk.
pm