Danmarkshistorien ifølge Lilly
Sønderborg Teaterforening viser tirsdag den 20. oktober kl. 19.30 forestillingen 'Lillys Danmarkshistorie' på Sønderborg Teater. Forestillingen har turnépremiere i Sønderborg.
Lillys Danmarkshistorie er en musikalsk og humoristisk forestilling, efter Pia Friis Laneths bestseller-roman af samme navn, om tre generationer af kvinder, der skabte det Danmark, vi kender i dag.
Forestillingen fejrer 100-året for kvinders valgret og beskriver samfundets udvikling med udgangspunkt i seks dejlige kvinder - i alle aldre og størrelser. Det er en fortælling om kvindeliv i Danmark, om rejsen fra land til by, fra det fysisk hårde liv i arbejderklassen over middelklassens velfærdsproblemer til rejsen ender hos historiens fortæller, den mønsterbrydende og universitetsuddannede Pia.
Mændene er stadig en del af denne historie, men spiller nu vigtige biroller som sønner, fædre, ægtemænd og elskere.
Kendte sange fra revy, film og danskpop er med til at tegne billedet af tiden og livet, når den 'vesterbroske' arbejderklasse møder bønderne fra Vestjylland.
Medvirkende er blandt andre Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Kitt Maiken Mortensen og Henriette Rosenbeck.
Billetter kan købes på sonderborgteaterforening.dk.