Historisk foredrag i Rejsestalden
Torsdag den 22. oktober kl. 19.30 kommer Helle Juhl og fortæller om sin bog 'På lige fod – en krønike om kvinder, satire og kampen for valgret'.
I 1915 fik kvinder valgret på lige fod med mændene, og dermed afsluttedes et halvt århundredes kamp for lige borgerrettigheder. Undervejs var kvinderne oppe imod stærke maskuline muskler. Også lattermuskler. Datidens mange satirehæfter spiddede gerne de kæmpende kvinder. På godt og ondt.
Foredraget 'På lige fod – om kvindekamp og satire' giver fornøjelige og tankevækkende tilbageblik på kvindevalgretskampen og dens forkæmpere. Med udgangspunkt i de gamle satirehæfter og samtidige fotos udfolder Helle Juhl historien om et vigtigt kapitel i kvindehistorien – om præstefruer og habitkvinder, pacifister og kanonkvinder fra dengang, oldemor var ung.
Det sker i Rejsestalden i Jægerspris.