Fortsæt til indhold

Nu skal den økologiske forening stiftes

Sønderborg Økologiske Fødevarefællesskab inviterer til stiftende generalforsamling den 21. oktober

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Sønderborg Økologiske Fødevarefællesskab (SØF) holder stiftende generalforsamling onsdag den 21. oktober fra kl. 19-21 i Sundhedscentret på Grundtvigs allè 150 i Sønderborg.
"Nu er det tid til at stifte foreningen Sønderborg Økologiske Fødevarefælleskab. Siden det store infomøde i august, har 60 personer lavet fællesindkøb af friske og lokalt producerede økologiske grøntsager, og vi tror nu på, at der er basis for et fødevarefællesskab i Sønderborg," siger Jettie Nielsen, som er en af initiativtagerne til SØF.
Modellen er således prøvet af i praksis, og målet er, at alle interesserede husstande kan tilbydes friske, økologiske og lokale grøntsager til en rimelig pris, mod at der udføres praktiske opgaver tre timer pr. måned.
I praksis foregår et medlemsskab sådan:
Man bestiller og betaler en uspecificeret ugepose på en fastsat ugedag
Man noterer sig for en tjans á 2-3 timer månedligt eller deltager i en aktivitetsgruppe
Tjansen kan f.eks. være at pakke grøntsagerne i poser eller deltage i indkøbsgruppen
Pakken koster 100 kroner
Ugen efter afhenter man en pose med 8-9 kg. grøntsager samt bær eller frugt
Fødevarerne er sæsonens økologiske og lokalt produceret afgrøder. De høstes umiddelbart samme dag eller dagen før, på nær ved vinterlagring.
Alle interesserede er velkomne til generalforsamlingen, hvor der serveres frugt og vand. Øl og æblesaft kan købes.