Peters Jul opført på Godset
Nicolai Koret og Visens Venner er i år gået ind i et samarbejde om en uropførelse af Peters Jul som koncert. De gamle tekster af Johan Krohn får nyt liv i form af melodier af Peter Lorenzen, formand for Visens Venner, mens Nicolai Korets dirigent Inga Lindmark har lavet arrangementer for blandet kor og solister til Peters melodier. Sangene fremføres af Nicolai Koret og solisterne Peter Lorenzen, Lene Oustrup og Karen Suhr Lorenzen kædet sammen med guitar og klaverakkompagnement.
Godset i Kolding danner rammen om uopførelsen søndag den 29. november, der også er 1. søndag i advent. Til koncerten er der også planlagt billedcollager og lyscollager på Godsets storskærme.
Koncerterne spilles henholdsvis klokken 14 og 16.30, og billetterne er allerede nu til salg via Koldingbilletten. Det koster 75 kroner for voksne og 40 kroner for børn.