Glæde og sorg over udflytning fra København

Jeg møder i disse dage rigtig mange, der glæder sig over, at der flyttes knap 4.000 arbejdspladser ud af København. Dem, der glæder sig er politikere, erhvervsfolk og borgere i alle de byer, hvor der kommer nye arbejdspladser og forhåbentlig også nye borgere. Og det kan man sagtens forstå.
Der har gennem mange år været en flugt fra provinsen mod de større byer. Unge mennesker, der afslutter en ungdomsuddannelse kunne ikke komme hurtigt nok af sted mod storbyen, og det kan jeg jo egentlig godt forstå. For der skal forandring til. Det, der er sværere at forstå er, at de samme unge mennesker, når de er færdige med deres uddannelse ikke vender tilbage igen til provinsen. Der er rigtig mange fordomme og myter omkring det, at bo i provinsen.
Derfor møder jeg også i disse dage rigtig mange, - både unge og ældre, der er rigtig kede af det. De kan ikke se dem selv flytte ud af byen, væk fra det byliv, de holder af. Væk fra vennerne. Og det værste er, at deres familier heller ikke kan se, hvorledes det kan lade sig gøre.

Der er rigtig mange følelser forbundet med det at flytte ud af byen. Det føles næsten som en straf og det kan skyldes, at det har ikke været legitimt at flytte tilbage til provinsen efter endt uddannelse. Det virker derfor endnu hårdere end det i virkeligheden er.
For 44 år siden flyttede jeg med min mand fra København til Sorø, - og det var hårdt, når man er født, opvokset og uddannet i København. Min mand havde fået arbejde i Sorø og pendling var slet ikke på tale. Da jeg besøgte Sorø første gang og vi var kørt igennem hovedgaden og holdt på Torvet spurgte jeg min mand, hvor centrum var! Jeg blev klogere! Jeg synes også, at der manglede alt det, jeg kendte og holdt af.

Og min familie synes, at der var laaangt til Sorø, så langt, at man måtte overnatte, når man besøgte os. Men vi besluttede, at lade os integrere i det lokale samfund. Det gjorde vi ved aktiv deltagelse i foreninger, politik, bestyrelsesarbejde, børnenes venner, kultur samt ved at skabe nye venskaber.
Behøver jeg at fortælle, at vi aldrig flytter fra Sorø, selvom vores tre børn efter endt studentereksamen flyttede til storbyen.

Historien gentager sig, - kan jeg dog konstatere.
Min yngste datter uddannede sig i København, blev gift og fik børn. Min svigersøn skulle arbejdsmæssigt flytte til provinsen, men min datter mente ikke at man kunne flytte fra København, - fra bylivet, forretningerne, vennerne, de mange ‘caffelatter' og ikke mindst arbejdet.

Den lille familie flyttede til Roskilde for et par år siden. Og det var hårdt i begyndelsen. Min datter blev pendler. Børnene kom i daginstitution. Og så skete der det forunderlige, at familien begyndte at integrere sig i Roskilde Kommune. De har etableret nye venskaber, - de er aktive i bestyrelsesarbejde og i foreningslivet og deltager aktivt i kommunens kulturliv. Børnene stortrives og det gør resten af familien også. Og min datter har fundet ud af, at der både er et godt forretningsliv og gode kulturtilbud i Roskilde og at man kan tilmed købe en Caffe Latte.
Mit råd til de mange unge, der uddanner sig i storbyerne. Overvej efter endt uddannelse at flytte tilbage til provinsen. Flyt frivilligt. Og nu efter, at så mange statslige arbejdspladser er flyttet ud i provinsen til de mange andre attraktive arbejdspladser, som allerede eksisterer, så burde der ikke være så megen modstand.
Vi trives både i Roskilde og Sorø.