Fortsæt til indhold

Postbudene i Kolding bliver grønnere

Kørselskursus med eksperter skærer ned på udledning af CO2

Arkiv
Arkiv

To km længere per liter brændstof. Det skal alle Post Danmarks postbude fremover hente, når de har dagens post med ud på ruten i bil. I sidste uge underviste eksperter postbudene i Kolding i at køre mere grønt og spare på brændstoffet.


“Uddannelsen i grøn kørsel udbydes i hele landet og gennemføres af vores bedste chauffører og tekniske eksperter. De er virkelig dygtige til at få flest mulige kilometer ud af hver liter brændstof, og fordi de selv kender budenes hverdag, fungerer de rigtig godt som undervisere og rollemodeller,” siger Martin von Horsten, der er chef for produktion i Post Danmark.


De 3.500 postbude, der kører med landpost og pakker, når tilsammen seks gange rundt om jorden i løbet af en gennemsnitlig dag. Et pilotprojekt har vist, at hvert bud i snit kører 10 % flere kilometer på literen et halvt år efter at have været på kursus. Målet er derfor 3.200 ton CO2 per år, der svarer til cirka 1000 danske husstandes udledning.
Samlet har PostNord-koncernen et mål om at reducere udledningen af CO2 med 40 % i 2020 set i forhold til 2009. Udover den grønne køreadfærd består indsatsen blandt andet af over 50 elbiler, der hver udleder over 60 % mindre CO2 end en dieselbil samt 1.850 elcykler.