Nye brødre er velkommen
Logen Saxum i Kolding er for alle samfundslag, uden forskelsbehandling - og nye medlemmer modtages gerne
Der er ingen forskel på de mænd, som kommer i logebygningen på Kirkely i Kolding, og de fleste andre mænd. Dog er der en vis stil over de fremmødte.
Her er nemlig 'dresscode'. Til møderne er det mørkt jakkesæt, skjorte og slips og ved officielle lejligheder er det kjole og hvidt.
“Vi har en politik på dette område, men det er bestemt ikke fordi vi kun er for højtlønnede og er elitære,” forklarer logemester Flemming Kramer:
“Logen Saxum er tvært imod for alle samfundslag og der er ingen forskelsbehandling.”
Serapion Ordenen beskriver sig selv som et fællesskab, der bygger på et etisk, humanistisk og kristent grundlag. Der tales aldrig politik og religion under mødernes to 'halvlege'. Hvad der tales om under 'tredje halvleg', hvor man blot hyggesnakker med hinanden, blander ingen sig i.
Ellers har møderne nogle ret faste elementer. Verden lukkes ude og i den tryghed, som findes i fællesskabet, kan man udvikle sine kompetencer. Man skiftedes blandt andet til at komme med indlæg over et etisk emne. Det kan være af lærerig eller oplysende art. Efterfølgende sættes et stykke musik på, som man sammen kan nyde.
Saxum betyder “Klippe”. Ordenen blev stiftet i København i 1888. Logen i Kolding så dagens lys i 1957. Ud over fællesskabet og den individuelle udvikling rejser logen også penge til godgørende formål. I 2013, hvor ordenen fyldte 125 år, uddelte man hele 1.2 millioner kroner til gode formål.
Åben for nye
Hvis man skulle havde mod på at høre mere om logen og logelivet, findes der her i avisen en annonce, som beskriver hvad man skal gøre.